Free cookie consent management tool by TermsFeed Anlæg af havetrapper | Sådan anlægges en ny havetrappe

Anlæg af havetrapper

Sådan fungerer vores service

Indtast opgaven

Indtast din opgave i beregneren

Pris pr. mail

Du får din vejledende pris på en gartner pr. mail med det samme

Du ringes op

Vores rådgivere vil hjælpe dig videre med dit haveprojekt

Beregn prisen her

En god havetrappe skal gerne være stabil, kunne modstå frost og vand og selvfølgelig være flot.

Når man overvejer at anlægge en ny havetrappe, bør man gøre sig visse overvejelser. Blandt andet vil det oftest være den bedste idé at vælge en stil og et materiale, der passer til husets og havens overordnede stil.

Derudover bør man overveje prisen, jord- og underbundsarbejdet, der følger med de forskellige trappetyper, og hvilke evner og kræfter der skal til for at anlægge trappen.

I denne artikel kan du finde nyttig viden om havetrapper, der kan hjælpe dig til at tage en beslutning og komme godt i gang med dit haveprojekt.

Før havetrappen anlægges

Før man begynder med selve arbejdet med at bygge en havetrappe, er der visse overvejelser, man skal gøre sig med hensyn til fremtidssikring og langtidsholdbarhed.

Vand- og frostskader på havetrapper kan opstå, når der ophobes vand i jorden eller bærelaget under trappen. Når dette sker, kan trappetrinene risikere at blive forskubbet, når vandet fryser til is.

Opstår der en frost- eller vandskade på havetrappen, skal arbejdet i langt de fleste tilfælde gøres om - derfor er det bedst at gøre arbejdet ordentligt fra begyndelsen.

Man kan undgå vand- og frostskader ved at etablere et drænlag i underbunden.

Derudover er det værd at overveje underbundens tilstand, før man begynder på opgaven. Det er vigtigt for trappens langsigtede stabilitet. Opbygger man ikke den rette underbund, vil der være en risiko for sætninger (sammensynkning eller forskydning).

Har man tænkt sig at anlægge en belægningsstentrappe anbefales det, at man understøber hele trappen med jordfugtig beton. Ved elementtrapper kan man i stedet anvende et stabilt gruslag og eventuelt et bundsikringslag.

Belægningsstentrappe eller elementtrappe?

Der er fordele og ulemper ved både elementtrappen og belægningsstentrappen.

Elementtrappen bygges ved hjælp af større trappetrinselementer - altså trappetrin der er præfabrikeret og ikke skal sammensættes af mindre dele.

Elementtrappen er hurtigere at anlægge, og da trappeelementerne oftest er større og tungere, sikrer dette en god stabilitet i trappen.

Man bør dog være opmærksom på, at trappetrinene er tunge at håndtere, og at der i de fleste tilfælde vil være behov for en maskine eller et løfteredskab af en art under lægningen af trappetrinene. En anden ulempe er, at elementtrappen er mindre fleksibel og formbar end belægningsstentrappen.

Belægningsstentrappen bygges ved hjælp af mindre elementer - altså belægningssten og kantsten. Trappens form er på den måde ikke forudbestemt, men kan tilpasses til havens og terrænets behov.

Fordelen ved en belægningsstentrappe er, at den er meget fleksibel, og at resultatet ofte bliver flottere end ved en elementtrappe - den kan udføres i mange forskellige belægningsmønstre, farver og former.

Dog må man være opmærksom på, at en belægningsstentrappe tager længere tid at anlægge, og at belægningsstenene koster mere, og derfor er denne trappetype typisk også dyrere.

Sådan anlægges havetrappen

Alt efter hvilken type havetrappe, man vil anlægge, er der forskellige tilgangs- og fremgangsmåder, som du kan se en grov beskrivelse af herunder (fremgangsmåde kan variere alt efter terræn og diverse præferencer):

Elementtrapper:

  1. Forbered og opbyg underbunden, når dette er nødvendigt, med et bundsikringslag og et stabilt gruslag.
  2. Komprimer bunden med en stamper eller lignende komprimeringsmateriel.
  3. Afret arealet med afretningsgrus.
  4. Læg grundstenen, så den er plan med jordens overflade og læg trædestenene med en fremadrettet hældning på ca. 15 grader for at sikre at vand ikke samler sig på trinene.
  5. Etabler kantsikring med jordfugtig beton eller grus for at øge trappens stabilitet.

Belægningsstentrapper:

  1. Forbered jorden og understøb grundtrinene med jordfugtig beton
  2. Placer stenene i det ønskede mønster.
  3. For- og bagstøb stødtrinene for at sikre, at der ikke opstår sætningsskader med tiden.
  4. Etabler kantsikring, og udfør evt. fugning for større stabilitet og sikkerhed.

Når man anlægger en havetrappe, er det vigtigt at tage højde for flere forskellige faktorer, der kan underminere og destabilisere din trappe.

Det er langt at foretrække at lade en anlægsgartner udføre opgaven, da det er en kompliceret proces, men er man opsat på at udføre det selv, bør man spørge om råd og vejledning i byggemarkedet, hos leverandører mv.

Beregn en pris på din nye havetrappe

Med vores online prisberegner, kan du nemt og hurtigt beregne en vejledende pris på en havetrappe, der er professionelt og sikkert anlagt af en anlægsgartner.

Prisen du beregner er vejledende, det vil sige, at det er en informeret vurdering af prisniveauet for din opgave, og altså ikke er det samme som et tilbud eller en endelig pris.

Prisen på din nye havetrappe vil i mange tilfælde blive billigere end den pris vi beregner, da vi altid tager udgangspunkt i højeste fællesnævner på landsplan.

Du kan finde en vejledning til prisberegneren og vores samlede service her.

gartnerpris.dk